Tunestillingens Venner


Foreningen

 Tunestillingen:

      Baggrunden

      
Lejrene

      
Artilleriet

      
Skyttegravene

      
Hulerne

      
Gallerierne

      
Andre anlæg

      Nedlæggelsen

      
Dette kan du se

     

      Interaktivt Kort

      Alm. kort

      Links





 







 



  Skyttegravsforeningen og
  sløjfningen af Tunestillingen 1918

 

I forbindelse med sløjfningen i 1918 skulle der betales de sidste erstatninger.
Året inden havde lodsejerne dannet
Skyttegravsforeningen hvis mål var at udvirke, hvad den selv mente var rimelige erstatninger for de gener og værdiforringelser stillingen påførte lodsejerne.
Foreningen byggede på en kreds af lodsejere der allerede i 1916 havde været kritiske overfor de erstatninger de ydedes for markskade samt jord der var berørt eller inddraget i forbindelse med stillingen. Proprietær Diderik Brocksgaard fra Mindstrupgaard i Vindinge var fra starten en af de ledende personer..

Skyttegravsforeningen stiftes 4. juni 1917 for at varetage lodsejernes interesser samt at få indflydelse på taksasions-kommisionen den dag stillingen skulle sløjfes.
Om denne foreningsdannelse fik betydning for dannelsen af "Foreningen af Kvarterværter omkring Tunestillingen" den 26. oktober 1917 er uvist, men Brochsgaard (lodsejerne) og gårdejer Steffensen (kvarterværterne) kom til møder i begge forsamlinger. Brocksgaard var iøvrigt dirigent på kvarterværtsforeningens generalforasamling.

Der er stille omkring erstatningerne frem til medio 1918 hvor Skyttegravsforeningen tilsyneladende søger at komme i spil igen ved at udsende vejledende erstatningstakster til medlemmerne. Dog opnår foreningen ikke en fremtræden rolle endsige resultater for medlemmerne før forhandlingerne i forbindelse med sløjfningen i 1918/1919.
Forhandlingerne indledtes i december 1918 hvor foreningen foreslår at medlemmerne selv forestår sløjfningen mod at have fuld råderet over det på matriklen værende materiel, bygninger m.m uden fradrag i erstatningerne. Selvfølgelig mente kommisionen at de krævede erstatninger var urimeligt høje, nevnlig henset til at man ville beholde det tilbageværende materiel.
Eksempelvis var et at problemerne tidsrammen for erstatninger. Lodsejerne mente 5 år for alt hvorimod kommissionen mente jorden godt kunne anvendes 2 år efter der var fjernet pigtråd. Og derved blev det.

28. december 1918 vælger Munch at meddele hærledelsen at foreningens krav skulle accepteres. Hvorfor vides ikke, men en af årsagerne kunne være at hjemsendelsen af sikringsstyrken var gået så hurtigt (mytteri-risiko) at der ikke var militær arbejdskraft til sløjfningen. Dette betød også at der lå temmelig meget materiel i stillingen.

Dette betød i den yderste konsekvens at dser udbetaltes forholdsvis højere erstatninger i området omkring Tunestillingen
en omkring befæstningen iøvrigt.

I oktober var der omkring befæstningen udbetalt 941.528.kr., medens der omkring Tunestillingen var udbetalt 1.361.374 kr.
Der var indgået 140 forlig omkring befæstningen og 149 omkring Tunestillingen.

Nogen spandt guld på erstatninger. F.eks. fik en gård nyt stuehus for erstatningen (godt 16.000 kr).

 

 

Tunestillingens Venner 2014